I forbindelse med at jeg skriver en
roman om vold i partnerskab,
interviewer jeg kvinder der har levet i et voldeligt forhold. Dels som
researcharbejde og dels for at blogge og skrive artikler om emnet.
Det er en måneds
tid siden. Jeg havde arbejdet de sidste par dage, på at skrive et langt
interview om til et kort blogindlæg, hvor jeg søgte efter svar på, hvorfor kvinden
blev i forholdet. Igennem alle de spørgsmål, jeg havde stillet hende, var der
et klart svar: Hun havde hul i kærligheden.
Nu vil jeg ikke fortælle om årsag
og virkning i denne sammenhæng, men om den polemik, der kom i forbindelse med
blogindlægget, om den stridslyst, som jeg snarere syntes debatten var udtryk
for, end et ønske om, at nå en gensidig forståelse.
Efter
indlægget var godkendt af den anonyme kvinde, og det var sat ind, delte jeg det
på min facebook tidslinje og i Troldegruppen, som er en lukket gruppe på
facebook, der debatterer alt inden for partnervold.
På egen tidslinje fik jeg
kun et par likes, som jeg efterhånden har forstået, er normalt, når man
beskæftiger sig med tungere temaer og ikke er en kendis. Men i Troldegruppen blev
der reageret. Med flere kommentarer, hvor i blandt en herre mente, med andre
ord, at det var kvindens egen skyld, at hun havde været i et psykisk voldeligt
forhold.
Kvinden jeg skrev om, fulgte
med på sidelinjen under hele debatten. Hun kontaktede mig, og bad mig slette
indlægget, fordi hun følte sig krænket af den mandlige debattør. Jeg ønskede
derimod at tilføje information.
En vigtigt erfaring til
næste indlæg/artikel er, at kvinden der skrives om, ikke følger debatten. Det gør nemlig ondt at læse og høre andres
meninger om en selv, når bemærkningerne er negative. Og det skal man skåne sig
selv for.
Jeg sad nu i en klemme, jeg
kunne ikke udtrykke mig frit yderligere, fordi jeg ville være lydhør over for
kvinden. Men jeg blev nødt til forsvare indholdet, ikke kun for at forsvare,
men fordi jeg syntes, at medlemmet angreb. Jeg kommenterede sobert på hans bemærkninger,
blev inden for indlægget, for ikke at brede debatten ud.
Næste udspil fra ham var, at
han ikke syntes, at jeg var kompetent til at skrive, hvad jeg gjorde, og at han
så det, jeg skrev som et forsøg på at dække egne behov.
Jeg ser medlemmets kommentarer, som angreb på noget
større end indlægget. Af forskellige årsager. Debatten var kommet et sted hen,
hvor der blev smidt anklager og grimme udtryk ud i cyberspace. Det er ikke
ualmindeligt at se sådanne tråde finde sted på facebook, og jeg tager stor
afstand fra det.
(Om cyberchikane, læs Abelone Glahns blog) Men at det foregik i en lukket gruppe, hvor langt de
fleste, hvis ikke alle, der er medlem, selv har været udsat for vold på den ene
eller anden måde, det kom meget bag på mig.
Derudover synes jeg ikke det
er et spørgsmål om skyld, når vi taler om at leve i et voldeligt forhold. Vi
bærer alle rundt på oplevelser af forskellig karakter. Hvis vi har taget en
beslutning om at ændre et mønster, som gør skade på os, så er der kun brug for opbakning. Temaet, der blev
belyst, er meget sårbart og komplekst og handler om ansvar, og her
er grænsen for tolerance nået, hvis skyld bliver inddraget. Hvorimod
konstruktiv meningsudveksling er berigende for enhver.
At mange forfattere skriver den samme bog igen og igen, men finder forskellige veje til at beskrive samme tema.
