Ingrid
Den lille by på Sydsjælland blev større og anderledes da
tilflytterne kom. De ville det normale.
Med ligusterhække. Parcelhuse. Ingrids familie
havde boet i byen i generationer. Hun gik i arvetøj, var aldrig på
ferie, havde ikke sit eget værelse, ingen transistorradio eller albums med
singleplader. Men hun lærte at spille klassik klaver af sin farmor og kendte
Mozart og Chopin.
Parcelhusbørnene cyklede tit
forbi deres hus, og så var der nok blevet snakket hjemme ved kaffebordene for
næste dag kom de med snerpede kommentarer og bemærkninger i skolen. Og det
gjorde de i 10 år. Det var hæsligt.
Alligevel var Ingrids barndom
skæg. Der var ingen hjemlige grænser for muligheder. Næsten hver aften hyggede hele familien sig med sjov og dans, musik og parodier. Men samtidig satte forældrene stor pris på ro.
”Når vi børn lavede ballade,
var det tyst ballade. Vi var meget velopdragne. Lidt afrettede, og alligevel
Pipi Langstrømpeagtige. Det var spøjst på den måde.” Siger Ingrid. Hun smiler,
tager sit lange, lyse hår væk fra øret, hvor hun for kort tid siden placerede
det. Sidder med rank ryg og er blændende smuk med sine 54 år bag sig.
Moren arbejdede ikke, sådan hun kunne være
sammen med Ingrid og hendes tre yngre søskende og faren havde sit
keramikværksted få meter fra huset. De kunne altid få fat på forældrene.
”Men måske kan man sige, at man er overladt
til sig selv ved at bo mange sammen på lidt plads. Jeg var i al fald stille og
drømmende. Og byggede mit eget indre rum for at have et fristed.”
Siden
startede Ingrid i gymnasiet. Der skete en forandring. Hun åbnede op. Var ivrig
for at lære nye mennesker at kende. Det var som om hele verden eksploderede på
en gang. Hun fik accept for at være den hun var. Gymnasietiden var så stærk en
oplevelse og gav hende overskud til at gribe om det gode fra fortiden og tage det med i sin næste ungdom.
Ingrid og Glenn
Ingrid mødte Glenn i november 2005. På koncentreret, kort tid fik
hun mange forskellige oplevelser med ham. Han var god til idéer, ville vide
hvem hun var, hvad hun synes var spændende, lynhurtig til at spotte at her var en sød pige, her kunne han have en havn. Han
flyttede ind til Ingrid.
Glenn var svensk.
Uddannet inden for skibsverdenen, tømrer og var god til indretning. Han havde
sat et skib i stand og sejlet det hjem fra Caribien. Han havde drive. Var oppe
på dupperne. Havde altid mennesker omkring sig. Og så havde han en rolig, dyb
stemme, store hænder.
Ingrid var modtagelig, havde
lige været på et kursus, hvor alle hendes ressourcer var blevet endevendt og set
på en anerkendende måde.
Så mødte hun Glenn.
Der var en skæg bølgelængde mellem dem, et fælles konkret mål; finde et
skib, sætte det i stand, sejle rundt og lave happenings i forskellige havne. Det gav dem blod på tanden og førte dem til Sverige, Holland og rundt i Danmark for at
se på skibe.
Glenn var tit i Sverige. En dag
ringede han, han var på en ø og ville sejle en træjolle hjem. Det virkede
hasarderet at sejle en jolle så langt, nærmest uden overdækning i skarp sol og
om natten kulsort. Men han ankom i Christianshavns kanal og Ingrid cyklede ned
og tog imod ham. Han var helt smadret.
Han fandt en hal ude ved Nordhavnen og de
sleb og lakerede, den blev flot og lækker. De tog ture rundt i den. Men gradvist forstod Ingrid at han havde mange idéer. Han
havde købt jollen for at sælge den videre. Så fællesprojektet måtte vente.
Men Ingrid var
vedholden og gav ham plads.
Båndoptageren
Det
var sommer. Glenn var taget tidlig af sted for at arbejde på en ny båd. Ingrid
blev for at tage afsked med en ung besøgende fra Italien, som havde været hos
dem et par dage. Efter fælles morgenkaffe gik den unge mand gik i bad, Ingrid
pakkede en madkurv til Glenn og sig selv, råbte farvel og cyklede af sted.
Nogle dage senere inviterede Glenn, Ingrid ud
at spise og indledte aftenen med, at nu var de kommet til en milepæl i deres
samliv. At han ikke kunne lide mennesker, han ikke kunne stole på. Ingrid blev
ilde berørt. Det var en helt ny side hun så af ham. Han spurgte om hun ikke
havde nogle hemmeligheder at diske op med. Hun spurgte om han kunne give hende
nogle hint.
De gik fortumlet af samtalen fra
restauranten. Og han mente at de skulle gå hjem og drikke lidt sammen, om hun
ikke for en gangs skyld kunne drikke lidt.
Ingrid og Glenn havde også musikken tilfælles. Glenn havde investeret i et stort
keyboard og en flersporsbåndoptager. Det stod i Ingrids stue, med et klæde over
sig på grund af støv. Hun havde komponeret på klaveret og han skulle synge og
spille guitar - en skønne dag.
Imens Ingrid var ude at brække sig af
vodkaen, gik Glenn ind i stuen. Han kaldte på hende, hun blev sat på en stol og
fik store høretelefoner på. Han begyndte at søge febrilsk efter noget på båndoptageren.
Glenn havde optaget episoden, hvor den unge 17 årige italiener var alene med Ingrid.
Der var fældende beviser, mente han. Han spolede frem og tilbage, men det
eneste der kunne høres var Ingrids trampende sko.
Ingrid havde lige købt et digitalkamera og
med det kunne hun næste dag overbevise Glenn om, at der ikke var sket noget i
lejligheden. Hun kom nemlig i tanke om, at hun havde taget billeder af Glenn
nede på båden samme dag, i det tidsrum.
Glenn tog Ingrid op i armene, svingede hende
rundt i luften, og sagde: ”Du er verdens bedste kæreste! Åh, jeg kan stole på
dig, jeg kan stole på dig!”
Men Ingrid fornemmede at det ikke var
overstået. Og sandt nok, snart fandt han på nye intriger.
Efterfølgende gik han alle hendes papirer,
kalenderbøger, telefontavler, arbejdsprojekter og kurser hun havde været på
systematisk igennem. Det opdagede hun en dag hun hjalp med at gøre hans bil ren
og fandt fotokopier af samtlige sager under måtten ved førersædet.
De gik fra hinanden. Hun tog ham til sig
igen. Flere gange.
Ingrid kontaktede hans ekskone, hemmeligt,
langt hjemmefra i en baggård, så der ikke var en chance for at hun blev
aflyttet. Og ekskonen bekræftede hans jalousibetonede, tendentielle psykopatiske
adfærd. At Ingrid ikke var den første kvinde der havde ringet til hende.
En
af de afgørende episoder til at Ingrid og Glenn gik endelig fra hinanden skete
dagen efter Ingrids 47. års fødselsdag: Glenn ville fejre den for hende. To af Ingrids
gode venner lagde hus til. Og Glenn handlede muslinger og andet lækker mad ind som
de tilberedte sammen. Det var en rigtig
skæg aften. For første gang sang og spillede Glenn. Han kunne synge Cornelis Vreeswijk på en meget flot måde, i vennernes store atelier, hvor der var en
rigtig god rumklang.
De blev tilbudt at overnatte hos dem, men så
skiftede Glenn helt om, sagde at det kunne de ikke, at de havde noget vigtigt i
morgen. Det gav uro. Den gode stemning de lige havde haft sammen, var pist væk.
Næste morgen sagde han at nu var det slut.
Han begyndte at skille sine ting ad, pakke alt ned hvad der var hans. Ingrid
var ked af det, ked af at han ville flytte. Hun ringede til veninden fra
aftenen før. Han stoppede med at pakke da hun kom. Veninden spurgte hvad der
foregik og Glenn fortalte, at han ikke kunne stole på Ingrid længere.
Ingrid kunne betragte situationen udefra. Som
en film, kunne se, hvor galt det var. Veninden sagde til Glenn: ”Jamen, du er
jo syg! Du har slet ikke fortjent Ingrid. Jeg tror det er helt rigtigt at du
pakker dine ting og kører nu.”
”Det var en befrielse ikke at skulle sige det
selv. Det gjorde så ondt. Det gav mig lov til at tænke tanken, at det var så det!”
Siger Ingrid.
Han pakkede færdig og kørte i en rasende
fart.
Ingrid var ødelagt af gråd, samtidig oplevede
hun en euforisk stemning som havde hun været ude på det store hav og overlevet.
Efter en uges tid kom den første sms, og da Ingrid
ikke ville tale med ham kom der trusler. Af og til ringede han og spurgte om
hun ikke kom hen på et hotel for at se ham – og hun tog ham til sig igen.
Han købte igen et skib, et større og satte i
stand. Han fik Ingrid til at føle sig tryg. Undskyldte for, hvad han havde
gjort, for at han ikke havde kunne styre sin jalousi, men at han nu var bevidst
om det og klar over hvor fin Ingrid var.
Gennem efteråret var de på forskellige ture og
endte op i Holland hvor de så drømmeskibet. Det var Ingrid der havde kapital. Han
spurgte om hun ville sælge sin lejlighed så de kunne købe skibet, men at han
gerne på et senere tidspunkt ville købe hende ud, for han mente ikke de var i
et vedvarende forhold.
Skibet blev uinteressant for Ingrid, det blev
utrygt, alt blev utrygt med Glenn. Han skiftede skibe ud, ligesom han altid
havde gjort med kvinder.
Ingrid fik tilbud om at købe et hus. Og hun
handlede. Hun havde brug for at handle. Det var enden på deres forhold.
”Vi stod og holdt om hinanden, jeg mærkede
alle de forunderlige følelser og situationer der havde været mellem os. Jeg
stod på linje 12. Vendte mig mod ham og vinkede, bussen kørte hen ad gaden. Han
stod og så helt fortabt ud på fortovet. Jeg drejede om og gik videre ned i
bussen. Videre med mit liv.”
Hvorfor
”Manden var meget
talentfuld på mange områder, så der var stadig rum til at jeg synes, at der var
noget at bygge på. Han var mere disponeret end mange andre mennesker og havde derved
tilladelse i min verden til at dumpe på en del ting.”
Ingrid er
ikke en der bærer nag. Hun tager sine erfaringer med sig, men kan finde på at kaste
dem over bord, hvis nuet er oplagt. Hvis der står et menneske med krop og
stemme og vigøren, så er det nu
stærkere end hendes fornuft, som jo godt ved hvad der er bedst for hende.
Ingrid blev mor som 20 årig, og var altid ansvarsfuld og
fornuftig. Hun mødte Glenn i en tid, hvor der var mere plads til at lave
spradebasseting, som hun siger. For havde hendes børn været mindre, haft mere
brug for hendes opmærksomhed og hun havde haft dem hos sig hele tiden, så var
han ikke kommet inden for dørene.
Og måske ligger årsagen til grund i hendes barndom, hendes
skolegang mener Ingrid, for hun var altid storesøster og fornuftig. Pleasede en
masse mennesker og fandt sig i meget som hun ikke ville. At den fortid godt kan
være forbundet med de partnere hun mødte senere. Hun har ikke fået trænet de
sociale relationer, måtte altid holde sig ude i periferien, har været meget
alene og udelukkende tænkt, været og følt sig servicemindet.
Den ekstreme rummelighed, som Ingrid er i besiddelse af, og det
at Glenn kunne regne med hende til det sidste, blev som en invitation. Der var
plads til alt, fra fine små ting til det ekstreme.
Hvordan kom Ingrid
videre
Efter
forholdet med Glenn gemte Ingrid sig væk, flyttede fra byen. Hun var flov og
skamfuld, og spurgte sig selv hvem hun var, siden hun havde ladet det gå så
vidt. Havde behov for at lære sig selv bedre at kende. Gik
i terapi.
Men den bedste hjælp hun fik var hos en clairvoyant.
Under en session var clairvoyanten begyndt at grine, havde sagt at hun kunne se
et træ fyldt med aber, abehængere kaldte hun dem: ”Der må gerne være et par
stykker, men ikke så mange. De tager al din energi og der er ikke plads til
dig. Og det er helt nemt at få dem væk, du skal bare lige gøre sådan her.” Så havde
hun viftet afværgende med sin hånd.
Det synsindtryk associerede Ingrid med den
tiltrækning der er mellem hende og andre, hvor hun tror hun skal hjælpe eller redde. Men hvor det
ender med at blive en kappe af byrder. Med andre ord: Ingrids udfordring er at være
mere lydhør over for egne behov og sætte grænser tidligere.
Til sidst fortæller Ingrid om en bog hun lige har læst Kærligheden og den destruktive dans.
”Vi har tre hjerner, en af dem er gammelhjernen.
Det er den del hvor alle oplevelser fra vi var helt små, er gemt. Og hvis vi
ikke har sat ord på og bearbejdet en problematik fra vores tidlige liv, så bliver
den del af hjernen en autopilot.” Ingrid virker meget fattet, som om brikkerne
til et puslespil ligger klar foran hende, lige til at sætte sammen.
”Det vil sige at min autopilot går i gang når jeg
møder en person der har brug for hjælp. Det er jo det livet er til for, at give
plads til andre.” Ingrid griner, snor håret om sin hånd og lader det falde ned
til den ene side.
”Det er en fin balance. Man skal ikke klantre sig
selv for hvordan man er, men vi alle har en del af ansvaret. Et hvert forhold
er en symbiose - også et voldeligt. Og mennesket har muligheden til at
forvandle.” Hun fortsætter. ”Jeg
er nået til at ønske ligeværdig udveksling. Træne mig i alt det jeg har tænkt
over de sidste år. Og jeg glæder mig.”
