Anette Sørensen Habel

lørdag den 7. september 2013

PÅ VEJ

Hver gang jeg kommer øjenmakeup på tænker jeg på det burde skrives i nutid, at jeg ikke har fået det skrevet ned endnu og ved heller ikke hvorfor jeg skal. Jeg tørrer køleskabsdøren af. Børnene sover endnu, det hele er klar. Jeg har der bedst når jeg er aktiv. Det skal være parat, brillerne på hovedet, så jeg ikke skal lede når det falder mig ind. En trang til at dokumentere nuet, det er fra scenen, at være ril stede i momentet. Det kan ses, kan det læses?

Det er lige på et hængende hår, at jeg når det. Hvis jeg når det? Jeg har ikke mere papir, så jeg bruger min telefon. Jeg ville gerne vide om toget også holder på Dammtor. Hvis jeg ikke når det har jeg er problem. Gad vide om det er fordi jeg godt kan lide spændingen, som den mand skrev til mig? Der er kun 14 minutter til toget kører og jeg er stadig ikke på banegården og ved ikke hvilket spor toget kører fra. Der er ikke plads til at tænke over andet. Hvorfor siger man hængende hår? Håret holdt, jeg sidder i toget til Aarhus.