Debat (s)om vold

I forbindelse med at jeg skriver en roman om vold i partnerskab, interviewer jeg kvinder der har levet i et voldeligt forhold. Dels som researcharbejde og dels for at blogge og skrive artikler om emnet.

Det er en måneds tid siden. Jeg havde arbejdet de sidste par dage, på at skrive et langt interview om til et kort blogindlæg, hvor jeg søgte efter svar på, hvorfor kvinden blev i forholdet. Igennem alle de spørgsmål, jeg havde stillet hende, var der et klart svar: Hun havde hul i kærligheden.

Nu vil jeg ikke fortælle om årsag og virkning i denne sammenhæng, men om den polemik, der kom i forbindelse med blogindlægget, om den stridslyst, som jeg snarere syntes debatten var udtryk for, end et ønske om, at nå en gensidig forståelse.

Efter indlægget var godkendt af den anonyme kvinde, og det var sat ind, delte jeg det på min facebook tidslinje og i Troldegruppen, som er en lukket gruppe på facebook, der debatterer alt inden for partnervold.

På egen tidslinje fik jeg kun et par likes, som jeg efterhånden har forstået, er normalt, når man beskæftiger sig med tungere temaer og ikke er en kendis. Men i Troldegruppen blev der reageret. Med flere kommentarer, hvor i blandt en herre mente, med andre ord, at det var kvindens egen skyld, at hun havde været i et psykisk voldeligt forhold.

Kvinden jeg skrev om, fulgte med på sidelinjen under hele debatten. Hun kontaktede mig, og bad mig slette indlægget, fordi hun følte sig krænket af den mandlige debattør. Jeg ønskede derimod at tilføje information.

En vigtigt erfaring til næste indlæg/artikel er, at kvinden der skrives om, ikke følger debatten. Det gør nemlig ondt at læse og høre andres meninger om en selv, når bemærkningerne er negative. Og det skal man skåne sig selv for.

Jeg sad nu i en klemme, jeg kunne ikke udtrykke mig frit yderligere, fordi jeg ville være lydhør over for kvinden. Men jeg blev nødt til forsvare indholdet, ikke kun for at forsvare, men fordi jeg syntes, at medlemmet angreb. Jeg kommenterede sobert på hans bemærkninger, blev inden for indlægget, for ikke at brede debatten ud.

Næste udspil fra ham var, at han ikke syntes, at jeg var kompetent til at skrive, hvad jeg gjorde, og at han så det, jeg skrev som et forsøg på at dække egne behov.

Jeg ser medlemmets kommentarer, som angreb på noget større end indlægget. Af forskellige årsager. Debatten var kommet et sted hen, hvor der blev smidt anklager og grimme udtryk ud i cyberspace. Det er ikke ualmindeligt at se sådanne tråde finde sted på facebook, og jeg tager stor afstand fra det. 
(Om cyberchikane, læs Abelone Glahns blog) Men at det foregik i en lukket gruppe, hvor langt de fleste, hvis ikke alle, der er medlem, selv har været udsat for vold på den ene eller anden måde, det kom meget bag på mig.

Derudover synes jeg ikke det er et spørgsmål om skyld, når vi taler om at leve i et voldeligt forhold. Vi bærer alle rundt på oplevelser af forskellig karakter. Hvis vi har taget en beslutning om at ændre et mønster, som gør skade på os, så er der kun brug for opbakning. Temaet, der blev belyst, er meget sårbart og komplekst og handler om ansvar, og her er grænsen for tolerance nået, hvis skyld bliver inddraget. Hvorimod konstruktiv meningsudveksling er berigende for enhver.