fredag den 20. september 2013

Kærlighed, vold og fatale psykoser!

I forbindelse med min kommende roman, hvor kærlighed, vold og sindslidelse er grundtemaet, ønsker jeg at komme i kontakt med kvinder der er i et voldeligt forhold, er på vej væk derfra, ikke kan komme videre, eller allerede er på den anden side af et sådant forløb. 

Landsorganisation af Kvindekrisecentre - LOKK - fortæller: 
Der er 29.000 kvinder i Danmark der lider under den ene eller anden form for vold. Det kan være fysisk, psykisk, sexuelt, materielt eller økonomisk.
Partnervold går under mange betegnelser, men er kendetegnet ved vold mellem to parter, der indgår i et forhold. 
Har du mod på at fortælle dele af din historik og svare på spørgsmål, som kan bidrage til romanens troværdighed. I det hele taget hjælpe med til at tabuet vold bliver aflivet, så kontakt mig venligst via Facebook, under private meddelelser.

Uddrag fra romanen:

- Det gik da fint, synes du ikke?
Kopperne og resten af banankagen, som jeg bagte i formiddags og overtrak med chokolade, står stadig på sofabordet. Byron drikker af sin kop. Gæsterne er lige gået.
- Jo, det gjorde det vel.
Byron vender hovedet mod mig, stirrer på mig.
-   Hvad mener du?
-   Jo, men det gik godt.
-   Hvorfor sagde du så, vel?
Den gamle, tunge lænestol jeg sidder i, bliver som en del af mig. Det er behageligt at være tung og robust.
Han rejser sig. Går over mod mig. Griber om min hals. Presser den og hovedet tilbage mod ryglænet, bliver ved med at presse. Jeg er ikke tung mere.
-   Hvorfor sagde du så, vel?
Jeg sparker, skubber til bordet, hører porcelænet falde på gulvet, banker de knyttede næver ind i siden på Byron. Hæse lyde stødes ud af min mund. Jeg kommer fri, hoster, løber gennem stuen, hører at han trækker livremmen ud af sine jeans. Han vælter noget. Jeg kigger tilbage. Det er den blå due. Jeg løber hen og vil samle den op.
  


Ingen kommentarer:

Send en kommentar