Hul i kærligheden

Hul i kærligheden

Vi har sat os til rette i den bløde sofa, kaffen dufter og de mange stearinlys på caféens borde giver en behagelig varme fra sig.

”Hvor er det dejligt at sidde her”, siger hun. ”Tænk engang, at kunne nyde at blive indbudt. Det er jeg ikke vandt til.”  

Den smukke kvinde, der sidder overfor mig har været i et psykisk  voldeligt forhold gennem de sidste syv år. Et forhold hun endelig brød for fire måneder siden. Hun fortæller åbent om de krænkelser hun har oplevet, hvordan hun lod sin partner tale grimt til sig, fortælle hende, at hun var en blodsuger, at hun troede hun fik alt foræret. Hvordan han straffede, ved ignorering. Hvorfor hun blev boende med sine to store børn, selv om de skulle ”kravle” rundt i lejligheden og ikke var velkomne. Hvordan hun hele tiden var ”ude” i hendes børn, for at passe på, at de ikke gjorde noget, der vakte hans vrede.

- Men hvorfor blev du? Spørger jeg hende.

”Jeg havde hul i kærligheden.” Siger hun. ”En hungren efter kærlighed, for at blive set og hørt, for tryghed. Og i den længsel og søgen efter at få hullet fyldt op, overskrider du dine grænser for at få kærlighed, du gør dumme ting med dig. Indtil den dag du tager ansvar for dig.”

Petra, som er anonym, havde ingen intention om at rede ham, men at rede dem. Hun ville være en del af noget, høre til et sted. Blive en fed familie!

Og partneren gav også noget tilbage. Han gav håb. Han indgik for eksempel i et terapiforløb. Men kunne ikke, han bare græd, valgte at stoppe. Han havde indsigt i sig selv, men kunne ikke omsætte sin viden.

Petra har altid haft stor trang til retfærdighed.

”Det er indgroet i mig, at have krav på kærlighed.”

Og hun kunne ikke forstå, hvorfor partneren ikke gav hende det.

Hun tog det personligt, at hun ikke fik hvad hun ønskede. Det nedbrød hende, hun tænkte, at så var hun ikke noget værd, at hun måtte være et dårligt menneske, ikke eksistensberettiget.

Hun har hele tiden, som en lille maskine, arbejdet for at få opfyldt sit behov, og det har gjort, at hun ikke mærkede forladthedsfølelsen.

Den side af Petra har ikke noget med hendes ex-mand at gøre, han har ikke, ikke opfyldt hendes behov, for at skade hende, mener hun.

Og alligevel har han gjort noget utilgiveligt.

Men han er jo også et produkt af sin barndom, som han ikke har gjort op med.

”Jeg har været på vej et sted hen, det er vel derfor, at jeg blev, tænker jeg.”

Petra har altid søgt og fundet hjælp. Men det er først nu, hvor hun og hendes børn, er på et krisecenter, at hun virkelig forstår, at hun har været udsat for psykisk vold gennem mange år.

Og først nu, at hun arbejder på et nyt mål. At hullet i kærligheden skal udfyldes af hende selv. At hun selv må tage ansvaret.