Ingrid og Glenn

Ingrid

Den lille by på Sydsjælland blev større og anderledes da tilflytterne kom. De ville det normale. Med ligusterhække. Parcelhuse. Ingrids familie havde boet i byen i generationer. Hun gik i arvetøj, var aldrig på ferie, havde ikke sit eget værelse, ingen transistorradio eller albums med singleplader. Men hun lærte at spille klassik klaver af sin farmor og kendte Mozart og Chopin.

Parcelhusbørnene cyklede tit forbi deres hus, og så var der nok blevet snakket hjemme ved kaffebordene for næste dag kom de med snerpede kommentarer og bemærkninger i skolen. Og det gjorde de i 10 år. Det var hæsligt.

Alligevel var Ingrids barndom skæg. Der var ingen hjemlige grænser for muligheder. Næsten hver aften hyggede hele familien sig med sjov og dans, musik og parodier. Men samtidig satte forældrene stor pris på ro.

”Når vi børn lavede ballade, var det tyst ballade. Vi var meget velopdragne. Lidt afrettede, og alligevel Pipi Langstrømpeagtige. Det var spøjst på den måde.” Siger Ingrid. Hun smiler, tager sit lange, lyse hår væk fra øret, hvor hun for kort tid siden placerede det. Sidder med rank ryg og er blændende smuk med sine 54 år bag sig.

Moren arbejdede ikke, sådan hun kunne være sammen med Ingrid og hendes tre yngre søskende og faren havde sit keramikværksted få meter fra huset. De kunne altid få fat på forældrene.

”Men måske kan man sige, at man er overladt til sig selv ved at bo mange sammen på lidt plads. Jeg var i al fald stille og drømmende. Og byggede mit eget indre rum for at have et fristed.”

Siden startede Ingrid i gymnasiet. Der skete en forandring. Hun åbnede op. Var ivrig for at lære nye mennesker at kende. Det var som om hele verden eksploderede på en gang. Hun fik accept for at være den hun var. Gymnasietiden var så stærk en oplevelse og gav hende overskud til at gribe om det gode fra fortiden og tage det med i sin næste ungdom.

Ingrid og Glenn

Ingrid mødte Glenn i november 2005. På koncentreret, kort tid fik hun mange forskellige oplevelser med ham. Han var god til idéer, ville vide hvem hun var, hvad hun synes var spændende, lynhurtig til at spotte at her var en sød pige, her kunne han have en havn. Han flyttede ind til Ingrid.

Glenn var svensk. Uddannet inden for skibsverdenen, tømrer og var god til indretning. Han havde sat et skib i stand og sejlet det hjem fra Caribien. Han havde drive. Var oppe på dupperne. Havde altid mennesker omkring sig. Og så havde han en rolig, dyb stemme, store hænder.

Ingrid var modtagelig, havde lige været på et kursus, hvor alle hendes ressourcer var blevet endevendt og set på en anerkendende måde.

Så mødte hun Glenn. Der var en skæg bølgelængde mellem dem, et fælles konkret mål; finde et skib, sætte det i stand, sejle rundt og lave happenings i forskellige havne. Det gav dem blod på tanden og førte dem til Sverige, Holland og rundt i Danmark for at se på skibe.

Glenn var tit i Sverige. En dag ringede han, han var på en ø og ville sejle en træjolle hjem. Det virkede hasarderet at sejle en jolle så langt, nærmest uden overdækning i skarp sol og om natten kulsort. Men han ankom i Christianshavns kanal og Ingrid cyklede ned og tog imod ham. Han var helt smadret.

Han fandt en hal ude ved Nordhavnen og de sleb og lakerede, den blev flot og lækker. De tog ture rundt i den. Men gradvist forstod Ingrid at han havde mange idéer. Han havde købt jollen for at sælge den videre. Så fællesprojektet måtte vente.

Men Ingrid var vedholden og gav ham plads.

Båndoptageren

Det var sommer. Glenn var taget tidlig af sted for at arbejde på en ny båd. Ingrid blev for at tage afsked med en ung besøgende fra Italien, som havde været hos dem et par dage. Efter fælles morgenkaffe gik den unge mand gik i bad, Ingrid pakkede en madkurv til Glenn og sig selv, råbte farvel og cyklede af sted.

Nogle dage senere inviterede Glenn, Ingrid ud at spise og indledte aftenen med, at nu var de kommet til en milepæl i deres samliv. At han ikke kunne lide mennesker, han ikke kunne stole på. Ingrid blev ilde berørt. Det var en helt ny side hun så af ham. Han spurgte om hun ikke havde nogle hemmeligheder at diske op med. Hun spurgte om han kunne give hende nogle hint.  

De gik fortumlet af samtalen fra restauranten. Og han mente at de skulle gå hjem og drikke lidt sammen, om hun ikke for en gangs skyld kunne drikke lidt.

Ingrid og Glenn havde også musikken tilfælles. Glenn havde investeret i et stort keyboard og en flersporsbåndoptager. Det stod i Ingrids stue, med et klæde over sig på grund af støv. Hun havde komponeret på klaveret og han skulle synge og spille guitar - en skønne dag.

Imens Ingrid var ude at brække sig af vodkaen, gik Glenn ind i stuen. Han kaldte på hende, hun blev sat på en stol og fik store høretelefoner på. Han begyndte at søge febrilsk efter noget på båndoptageren. Glenn havde optaget episoden, hvor den unge 17 årige italiener var alene med Ingrid. Der var fældende beviser, mente han. Han spolede frem og tilbage, men det eneste der kunne høres var Ingrids trampende sko.

Ingrid havde lige købt et digitalkamera og med det kunne hun næste dag overbevise Glenn om, at der ikke var sket noget i lejligheden. Hun kom nemlig i tanke om, at hun havde taget billeder af Glenn nede på båden samme dag, i det tidsrum.

Glenn tog Ingrid op i armene, svingede hende rundt i luften, og sagde: ”Du er verdens bedste kæreste! Åh, jeg kan stole på dig, jeg kan stole på dig!”

Men Ingrid fornemmede at det ikke var overstået. Og sandt nok, snart fandt han på nye intriger.

Efterfølgende gik han alle hendes papirer, kalenderbøger, telefontavler, arbejdsprojekter og kurser hun havde været på systematisk igennem. Det opdagede hun en dag hun hjalp med at gøre hans bil ren og fandt fotokopier af samtlige sager under måtten ved førersædet.

De gik fra hinanden. Hun tog ham til sig igen. Flere gange.

Ingrid kontaktede hans ekskone, hemmeligt, langt hjemmefra i en baggård, så der ikke var en chance for at hun blev aflyttet. Og ekskonen bekræftede hans jalousibetonede, tendentielle psykopatiske adfærd. At Ingrid ikke var den første kvinde der havde ringet til hende.

En af de afgørende episoder til at Ingrid og Glenn gik endelig fra hinanden skete dagen efter Ingrids 47. års fødselsdag: Glenn ville fejre den for hende. To af Ingrids gode venner lagde hus til. Og Glenn handlede muslinger og andet lækker mad ind som de tilberedte sammen. Det var en rigtig skæg aften. For første gang sang og spillede Glenn. Han kunne synge Cornelis Vreeswijk på en meget flot måde, i vennernes store atelier, hvor der var en rigtig god rumklang.

De blev tilbudt at overnatte hos dem, men så skiftede Glenn helt om, sagde at det kunne de ikke, at de havde noget vigtigt i morgen. Det gav uro. Den gode stemning de lige havde haft sammen, var pist væk.

Næste morgen sagde han at nu var det slut. Han begyndte at skille sine ting ad, pakke alt ned hvad der var hans. Ingrid var ked af det, ked af at han ville flytte. Hun ringede til veninden fra aftenen før. Han stoppede med at pakke da hun kom. Veninden spurgte hvad der foregik og Glenn fortalte, at han ikke kunne stole på Ingrid længere.

Ingrid kunne betragte situationen udefra. Som en film, kunne se, hvor galt det var. Veninden sagde til Glenn: ”Jamen, du er jo syg! Du har slet ikke fortjent Ingrid. Jeg tror det er helt rigtigt at du pakker dine ting og kører nu.”

”Det var en befrielse ikke at skulle sige det selv. Det gjorde så ondt. Det gav mig lov til at tænke tanken, at det var så det!” Siger Ingrid.

Han pakkede færdig og kørte i en rasende fart.

Ingrid var ødelagt af gråd, samtidig oplevede hun en euforisk stemning som havde hun været ude på det store hav og overlevet.

Efter en uges tid kom den første sms, og da Ingrid ikke ville tale med ham kom der trusler. Af og til ringede han og spurgte om hun ikke kom hen på et hotel for at se ham – og hun tog ham til sig igen.

Han købte igen et skib, et større og satte i stand. Han fik Ingrid til at føle sig tryg. Undskyldte for, hvad han havde gjort, for at han ikke havde kunne styre sin jalousi, men at han nu var bevidst om det og klar over hvor fin Ingrid var.

Gennem efteråret var de på forskellige ture og endte op i Holland hvor de så drømmeskibet. Det var Ingrid der havde kapital. Han spurgte om hun ville sælge sin lejlighed så de kunne købe skibet, men at han gerne på et senere tidspunkt ville købe hende ud, for han mente ikke de var i et vedvarende forhold.

Skibet blev uinteressant for Ingrid, det blev utrygt, alt blev utrygt med Glenn. Han skiftede skibe ud, ligesom han altid havde gjort med kvinder.

Ingrid fik tilbud om at købe et hus. Og hun handlede. Hun havde brug for at handle. Det var enden på deres forhold.

”Vi stod og holdt om hinanden, jeg mærkede alle de forunderlige følelser og situationer der havde været mellem os. Jeg stod på linje 12. Vendte mig mod ham og vinkede, bussen kørte hen ad gaden. Han stod og så helt fortabt ud på fortovet. Jeg drejede om og gik videre ned i bussen. Videre med mit liv.”

Hvorfor

”Manden var meget talentfuld på mange områder, så der var stadig rum til at jeg synes, at der var noget at bygge på. Han var mere disponeret end mange andre mennesker og havde derved tilladelse i min verden til at dumpe på en del ting.”

Ingrid er ikke en der bærer nag. Hun tager sine erfaringer med sig, men kan finde på at kaste dem over bord, hvis nuet er oplagt. Hvis der står et menneske med krop og stemme og vigøren, så er det nu stærkere end hendes fornuft, som jo godt ved hvad der er bedst for hende.

Ingrid blev mor som 20 årig, og var altid ansvarsfuld og fornuftig. Hun mødte Glenn i en tid, hvor der var mere plads til at lave spradebasseting, som hun siger. For havde hendes børn været mindre, haft mere brug for hendes opmærksomhed og hun havde haft dem hos sig hele tiden, så var han ikke kommet inden for dørene.

Og måske ligger årsagen til grund i hendes barndom, hendes skolegang mener Ingrid, for hun var altid storesøster og fornuftig. Pleasede en masse mennesker og fandt sig i meget som hun ikke ville. At den fortid godt kan være forbundet med de partnere hun mødte senere. Hun har ikke fået trænet de sociale relationer, måtte altid holde sig ude i periferien, har været meget alene og udelukkende tænkt, været og følt sig servicemindet. 

Den ekstreme rummelighed, som Ingrid er i besiddelse af, og det at Glenn kunne regne med hende til det sidste, blev som en invitation. Der var plads til alt, fra fine små ting til det ekstreme.

Hvordan kom Ingrid videre

Efter forholdet med Glenn gemte Ingrid sig væk, flyttede fra byen. Hun var flov og skamfuld, og spurgte sig selv hvem hun var, siden hun havde ladet det gå så vidt. Havde behov for at lære sig selv bedre at kende. Gik i terapi.

Men den bedste hjælp hun fik var hos en clairvoyant. Under en session var clairvoyanten begyndt at grine, havde sagt at hun kunne se et træ fyldt med aber, abehængere kaldte hun dem: ”Der må gerne være et par stykker, men ikke så mange. De tager al din energi og der er ikke plads til dig. Og det er helt nemt at få dem væk, du skal bare lige gøre sådan her.” Så havde hun viftet afværgende med sin hånd.

Det synsindtryk associerede Ingrid med den tiltrækning der er mellem hende og andre, hvor hun tror hun skal hjælpe eller redde. Men hvor det ender med at blive en kappe af byrder. Med andre ord: Ingrids udfordring er at være mere lydhør over for egne behov og sætte grænser tidligere.

Til sidst fortæller Ingrid om en bog hun lige har læst Kærligheden og den destruktive dans.

”Vi har tre hjerner, en af dem er gammelhjernen. Det er den del hvor alle oplevelser fra vi var helt små, er gemt. Og hvis vi ikke har sat ord på og bearbejdet en problematik fra vores tidlige liv, så bliver den del af hjernen en autopilot.” Ingrid virker meget fattet, som om brikkerne til et puslespil ligger klar foran hende, lige til at sætte sammen.

”Det vil sige at min autopilot går i gang når jeg møder en person der har brug for hjælp. Det er jo det livet er til for, at give plads til andre.” Ingrid griner, snor håret om sin hånd og lader det falde ned til den ene side.

”Det er en fin balance. Man skal ikke klantre sig selv for hvordan man er, men vi alle har en del af ansvaret. Et hvert forhold er en symbiose - også et voldeligt. Og mennesket har muligheden til at forvandle.” Hun fortsætter. ”Jeg er nået til at ønske ligeværdig udveksling. Træne mig i alt det jeg har tænkt over de sidste år. Og jeg glæder mig.”

Hul i kærligheden

Hul i kærligheden

Vi har sat os til rette i den bløde sofa, kaffen dufter og de mange stearinlys på caféens borde giver en behagelig varme fra sig.

”Hvor er det dejligt at sidde her”, siger hun. ”Tænk engang, at kunne nyde at blive indbudt. Det er jeg ikke vandt til.”  

Den smukke kvinde, der sidder overfor mig har været i et psykisk  voldeligt forhold gennem de sidste syv år. Et forhold hun endelig brød for fire måneder siden. Hun fortæller åbent om de krænkelser hun har oplevet, hvordan hun lod sin partner tale grimt til sig, fortælle hende, at hun var en blodsuger, at hun troede hun fik alt foræret. Hvordan han straffede, ved ignorering. Hvorfor hun blev boende med sine to store børn, selv om de skulle ”kravle” rundt i lejligheden og ikke var velkomne. Hvordan hun hele tiden var ”ude” i hendes børn, for at passe på, at de ikke gjorde noget, der vakte hans vrede.

- Men hvorfor blev du? Spørger jeg hende.

”Jeg havde hul i kærligheden.” Siger hun. ”En hungren efter kærlighed, for at blive set og hørt, for tryghed. Og i den længsel og søgen efter at få hullet fyldt op, overskrider du dine grænser for at få kærlighed, du gør dumme ting med dig. Indtil den dag du tager ansvar for dig.”

Petra, som er anonym, havde ingen intention om at rede ham, men at rede dem. Hun ville være en del af noget, høre til et sted. Blive en fed familie!

Og partneren gav også noget tilbage. Han gav håb. Han indgik for eksempel i et terapiforløb. Men kunne ikke, han bare græd, valgte at stoppe. Han havde indsigt i sig selv, men kunne ikke omsætte sin viden.

Petra har altid haft stor trang til retfærdighed.

”Det er indgroet i mig, at have krav på kærlighed.”

Og hun kunne ikke forstå, hvorfor partneren ikke gav hende det.

Hun tog det personligt, at hun ikke fik hvad hun ønskede. Det nedbrød hende, hun tænkte, at så var hun ikke noget værd, at hun måtte være et dårligt menneske, ikke eksistensberettiget.

Hun har hele tiden, som en lille maskine, arbejdet for at få opfyldt sit behov, og det har gjort, at hun ikke mærkede forladthedsfølelsen.

Den side af Petra har ikke noget med hendes ex-mand at gøre, han har ikke, ikke opfyldt hendes behov, for at skade hende, mener hun.

Og alligevel har han gjort noget utilgiveligt.

Men han er jo også et produkt af sin barndom, som han ikke har gjort op med.

”Jeg har været på vej et sted hen, det er vel derfor, at jeg blev, tænker jeg.”

Petra har altid søgt og fundet hjælp. Men det er først nu, hvor hun og hendes børn, er på et krisecenter, at hun virkelig forstår, at hun har været udsat for psykisk vold gennem mange år.

Og først nu, at hun arbejder på et nyt mål. At hullet i kærligheden skal udfyldes af hende selv. At hun selv må tage ansvaret.

Street children-project Inti, in Cusco, Peru

Play me the song of life

To sing or to steel – some of the street children in Cusco, Peru, have a choice. A Danish farmer and a Peruvian sociologist have established a home for the youngest exposed in the city: Inti Runakunaq Wasin – the House of the Sun Folks

Christmas celebration at Inti

The Virgin Mary stands in a light-yellow dress by the window. If the porcelain figure could speak, she would tell us about 65 expectant faces. 

The music teacher Juan Choque Cuadros goes to the centre of the modest room. Tunes the guitar. Some of the children stand beside him, a few with recorders, others with a drum. The first song we hear is on Quechua, the language of the Incas. After seven tunes the dinner is served. Turkey, two different kinds of potatoes and a salad. We all drink red, very sweet corn-juice. This is the only Christmas dinner for many of the children. After dinner the children are given a little present each that they can take home with them. For some of these children their home is in the street, for others it is a shack in the slums. 

The day-care centre Inti Runakunaq Wasin - in English the House of the Sun Folks - is placed in the quarter San Jeronimo, Cusco, the Andes in Peru. The Dane Jens Laurits Sørensen was the initiator of the project 19 years ago.

Jens’ way

In 1995 Jens left Denmark and went travelling. The trained farmer had shortly before sold his farm and wanted to see the world. This brought him for the first time to Peru. In the centre of the old Inca city Cusco is Plaza De Armas located, and there the street children were hanging out. It made a big impression on Jens to see the children; some of them just three – four years old, roam around, dirty and hungry. They polished shoes all day long, snorted glue, stole from the tourist or sold themselves (for sex). It was all about survival and had nothing to do with a dignified life. Jens began to talk with the children, invited them in smaller groups for a bite of bread, and slowly confidence was build.  

Four years later in 1999, after many trips between Copenhagen and Cusco, and after having taken out a significant personal loan, Jens started a day-care centre for the street children. They could come by daily and get a glass of milk, be together with adults, rest, get inspiration and hope for a better life.

What started out with a piece of bread now consists of four creative day-care centres for poor children and young kids. Inti today has 11 employees, including a psychologist.

The charismatic sociologist Luz Marina Figueroa Arias leads the project. She has gathered her experiences from Inti in the book ”Niños en riesgo camina al empredimiento” – ”Children at risk under upbringing” and thereby gave voice to the children. One of these children  is Washington, 12 years old: “... we live in two rooms, which my mother rent. It is not long ago we moved. My mother takes care of us. She sells potatoes in the market and earns two Peruvian Nuevo Sol (0,52 Euro) per portion, and sometimes she doesn’t sell anything. My father is a bricklayer, but he doesn’t always have a job and when he earns something, he uses it on booze. Each time he comes home drunk, he beats my mother, and me too, mainly because I try to protect her. My small sisters and brothers get very scared, they begin to cry and run away to hide in the rocks outside and they don’t return until my father sleeps or has left the house…”  

Facts and background

Three years after the establishment of the street children-project in Cusco, Jens founded a Danish NGO (Non-Governmental Organization) Solens Boern – The Children of the Sun.

The purpose of the organisation is to support poor and exposed children and young kids, predominantly with Indian origin in Cusco, Peru, and mainly the street children-project Inti. It is possible to work as a volunteer and trainee in the day-care centre. But it is important to have Spanish knowledge in order to be able to establish the close contact with the children, that is the main purpose of the project. But even more important for the survival of the project is economic donations.

The organisation is one of few support projects in Peru. The GNP (Gross National Product) of Peru is raised and that has caused many NGOs to draw their support, but the need for help is still big.

The Danish NGO has 227 members and assists with support from private persons, businesses and organisations like Merkur Fonden, J. Lauritzen Fonden, Tipsmidlerne and Lions Club. The donations are tax-deductible.

The administration-costs in 2013 are expected to be 4,35 percentage, a very low share in comparison to other organisations. This is a clear advantage for the children as more funds go directly to them. Despite that Inti still needs around 1500 Danish Krones equal 200 Euro a month - otherwise Juan Choque Cuadros can no longer teach music to the children at Inti Runakunaq Wasin.  

Donation to Solens Boern

IBAN: DK6784010001038589

SWIFT: MEKUDK21

More information:

http://www.solensboern.dk
http://www.merkurfonden.dk/Projekter/Solensborn.htm

copyright on all pictures

Michael Habel

 

a warm thanx to Michael, Camilla & Gitte Sofie